Dræbersnegl

Spiser høns dræbersnegle?

Søger man gode råd på nettet til at komme af med dræbersnegle, mangler der ikke input. Nematoder, ferramol, moskusænder, salt, salmiak, ølfælder – ja, listen er lang. Det er dog sjældent, høns og dræbersnegle nævnes i samme sætning. Eller rettere, de fleste er enige om, høns gerne spiser snegleæg og unge snegle, men ikke voksne snegle.

Stor var min overraskelse derfor forleden dag, da jeg så mine høns kaste sig frådende over en stor, klam dræbersnegl.

I mange år har vi vidst, dræbersneglene var på vej. Vi kunne simpelthen følge dem op ad den grusvej, der fører til vores hus. I starten var de mere end 500 meter væk, men lige så stille fik de sneget sig tættere og tættere på vores grund. Nogle vil mene, vi er heldige i først at have fået besøg af dem nu, men jeg har gruet den dag, jeg fandt den første i haven. Simpelthen fordi jeg ville føle mig magtesløs. Jeg var bange for, min hobby som haveejer ville blive testet mere, end jeg synes er sjovt.

Den første snegl fandt jeg sidste efterår. Så da foråret stod for døren, var det med stor bekymring, jeg gik en runde hver dag i haven. Jeg så dog sjældent nogle snegle, hverken i haven eller i rabatten. De må dog have gemt sig i varmen og solskinnet, for efter vejret skiftede i juni, og regnen kom, dukkede de op alle steder.

Vi har prøvet at sprede ferramol i haven, men jeg har svært ved at vurdere, om det virker eller ej. Jeg mener, hvordan tjekker man det? Jeg er desuden usikker ved at bruge et kunstigt fremstillet præparat, selv om det er godkendt til økologisk brug. Men måske skifter jeg mening, hvis mængden af snegle bliver større.

Jeg har overvejet et par moskusænder, men de kræver adgang til vand og må ikke gå sammen med høns af hensyn til risikoen for fugleinfluenza. Og hønsene har vi jo allerede.

Den hårde klike

Hønsene, fire store hvide italienere, går jævnligt deres runde på grunden, og vi kalder dem kærligt vores Gangster Squad. De er nogle hårde bananer og æder alt, de kan finde. Vi har heller aldrig været i tvivl om, de tog alle æg og småsnegle, de kunne finde på deres vej. Alt, der kan sluges, ryger i gabet, inklusiv voksne snegle med hus.

Min glæde var derfor stor, da jeg for en uge siden smed en dræbersnegl ind i hønsegården, og så hønsene slås om den. Sneglen var død, efter jeg havde hakket min rive i den.

Jeg kunne ikke lade være tænke på, om det skyldes held. Om de bare havde været ekstra sultne den dag, kedede sig i hønsegården eller åd den, fordi den var død.

Høns spiser dræbersnegle
En høne stikker afsted med en dræbersnegl i næbet, mens en anden høne har øjenkontakt med den sidste snegl.

Beviset fik jeg dog i forgårs. På min tur rundt i haven fandt jeg en kæmpe dræbersnegl. The Mother of all slugs. Man kunne bogstaveligt talt falde over den.

Den røg på en skovl og smidt ind i hønsegården. Og vups, så snart den rørte jorden, kastede mine fjerede venner sig over den. Den var alt for stor til at sluge, men med fælles hjælp og lidt trækken i hver ende, fik de hevet sneglen i mindre stykker og ædt den.

Efter et par forsøg mere må jeg konstatere, at de æder alle snegle, også dræbersnegle.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad det gør mig. Min største bekymring er ikke længere, om min have spises af dræbersneglene. Jeg ved, de er der og aldrig forsvinder, men så længe hønsene går vagt, får de ikke overtaget. Så skidt med hønsene æder lidt salat og rødbede på vejen. Men hey, vi andre spiser også gerne en salat til vores bøf.

PS. Spiser dine høns ikke snegle, kan det skyldes størrelsen. Hak eller klip sneglene i mindre stykker. Det bør afhjælpe problemet. Spiser de dem stadig ikke, men alt andet kryb, kan det være sværere at ændre på.

6 Responses to Spiser høns dræbersnegle?

  1. hans dalsgaard 6. september 2021 at 11:56 am #

    jeg tror ikke du skal være så bange for ferromol. det er97% hvedestivelse og 3% jernvitriol. da jeg var barn fik smågrisene jernvitriol som starttilskud. det skader ikke pattedyr og fugle. vi har dog haft mange flere havesnegle efter vi er begyndt at bruge ferromol. måske fordi de kun spiser dødt plante materiale, hvorimod dræbersnegle spiser alt

  2. Johannes 19. januar 2020 at 11:57 am #

    Der er åbenbart stor forskel på høns. Jeg har dværghøns spiser absulut ikke snegleæg men gerne unge snegle. Spiser gerne flamingokugler ja underligt. Blandede dem med snegleæg famingo blev spist snegleæg lå tilbage.
    Nb hvorfor bruger du så mange engelske udtryk. Jeg står af. Du skriver ellers i en go afslappet stil

    • Mad og Have 22. januar 2020 at 10:16 am #

      Hej Johannes

      Det er virkeligt sjovt – at de spiser sneglene, men lader de små fine æg være tilbage – og ligefrem foretrækker flamingokuglerne. Snegleæg skulle være en delikatesse, også for mennesker, men jeg har endnu ikke fundet en anledning, hvor jeg syntes, de passede ind 🙂
      Tak for påmindelse af de engelske gloser. Det er min hjemmeside, der laver numre, så de danske oversættelser er forsvundet. Det får jeg fluks kigget på.

  3. Britt 16. juni 2019 at 9:05 am #

    Hvor er du sød, måden du skriver på 😊
    Tak for god info, som bringer smilet frem.

  4. jens erik skouborg 27. maj 2019 at 10:04 am #

    Hej. Angående høns, kan de blive så forskrækkede at de ikke gør æg i flere dage, vi har 4 høns og har fået 3 til 4 æg om dagen, nem nu er det 3 dage siden der har været æg
    mvh Jens Erik Skouborg

    • Mad og Have 1. september 2019 at 7:10 pm #

      Hej Jens Erik.
      Undskyld mit meget sene svar. Jeg håber, dine høns er tilbage til gammel rutine og lægger masser af æg igen.

      Høns kan stoppe æglægning af mange grunde. Når det rammer alle høns på en gang, vil det ofte skyldes temperatur, utøj eller at hønsene er i fæld og skifter fjerdragt. Er kun en enkelt høne stoppet med æglægning, ville jeg kigge på hønsenes samliv, men især være opmærksom på alder og sygdom.

Skriv et svar