Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at jeg skulle have køkkenhave, når jeg blev voksen, og fra jeg flyttede hjemmefra, og indtil jeg var cirka 30 år, boede jeg i lejlighed. Spiren til interessen blev dog lagt allerede i min barndom, og set i bakspejlet kunne det nok ikke være anderledes – heldigvis.
Jeg voksede op i et helt almindeligt villakvarter i en lille by i provinsen. Ganske ordinært på mange måder: Ligusterhække, nabobørn at lege eller slås med, store græsplæner osv.
På mange måder lignende vores have alle de andre, og så alligevel ikke. Vi havde, som de fleste, jordbær, kartofler, purløg, persille, ærter og gulerødder i lange lige rækker. Vi nøjedes dog ikke med det og havde hindbær, æbler, rabarber, pastinakker, rødbeder, persillerødder, asparges, løg, hvidløg, squash, adskillige krydderurter, et drivhus med tomater, agurker, vin m.m.
Det ekstraordinære var dog, at haven var opbygget i højbede. Ikke højbede som de fleste kender det i dag med kanter af træ eller sten, men sirligt gravede jordbede tilsat ekstra jord, så bedene var 15 cm højere end de omkringliggende grusstier. Bedkanterne skrånede, og med lidt forsigtighed var det ingen sag, at holde jord og grus adskilt. Det var dog lidt sværere at kontrollere, når tre børn elskede at gemme sig i køkkenhaven eller legede tag-fat omkring de mange bede.
Egen køkkenhave som 6-årig
Allerede som børn fik min søster og jeg vores egen lille køkkenhave. Det var en stor dag, da vi hver især fik afstukket ca. 1,5×1,5 meter, vi helt og aldeles selv rådede over. Der var plads til 2 fliser i midten som en lille gangsti. På hver side var så plads til ærter, gulerødder, jordbær og en lupin fra farfars have. Vi var meget stolte over vores små jordlod og konkurrerede om at få de flotteste gulerødder. Mor har sikkert gødet vores bede, men det var ganske unødvendigt med den store mængde dyr, vi gravede ned. Fugle, der var fløjet på ruden, kæledyr der døde, flotte sommerfugle – ja, stort set alt, der kunne holdes en begravelse for. At grave et dødt op efter 5 dage i jorden for at se, hvordan det går, gør man kun én gang. Men bedene lærte os om livets cyklus, på godt og ondt, og ikke mindst glæden ved at frembringe dejlige frugter og grøntsager.
Drømmen bliver til virkelighed
Som teenager interesserede haven mig ikke længere, og først da jeg var ca. 20 år, fandt jeg igen glæden ved at så, passe og høste små afgrøder. Det foregik typisk i vindueskarmene og på altanen i min lejlighed. Det var også på det tidspunkt, jeg uddannede mig som blomsterdekoratør.
Som 30-årig købte min mand og jeg vores første hus. Et lille hus på landet med udsigt til marker og højt til himlen. Drømmen om en køkkenhave skulle snart blive virkelighed.
Haven på forsiden af huset havde været brugt til hestefold, og midt i folden lå noget, der mindede om en minigravhøj fyldt med små kampesten. Det var her, min køkkenhave skulle ligge.
Jeg blev ikke slået ud af det, der kunne virke som et uoverskueligt projekt. Det første forår i huset blev folden pløjet og harvet af en nabo, og jeg gik i gang med at udstykke bede med murersnor. En sølle rabarber blev fundet i græsplænen. Den, flere købte planter og frø blev sirligt sat i jorden.
Samme år valgte vi dog at fjerne de 60 grantræer, der omkransede haven, da halvdelen var gået ud. Det blev starten på et større projekt. Først fældede vi træerne. Så fik vi en nabo til at rykke rødderne op, og endelig kom maskinstationen og fræsede vores have. Væk var den lille køkkenhave, og jeg lavede planer for en ny.
Hele vinteren målte jeg haven op, tegnede bede og regnede ud hvor mange meter lærketræ, der skulle bruges til højbedene. Jeg beregnede desuden hvor mange kubikmeter slotsgrus, der skulle bruges på gangene mellem bedene. Min mand støttede mig hele vejen og syntes, projektet var spændende. Han fik dog et mindre chok, da en lastbil med hænger kom med gruset. Der lærte han, at små tegninger også betyder stort arbejde, og selv den dag i dag bliver mine ideer lige tjekket en ekstra gang, inden jeg bestiller materialer.
Resultatet blev en køkkenhave med 18 højbede i forskellig højde bygget af lærketræ. Senere kom frugttræer, drivhus og et omkringliggende hegn til.
Arbejdet var stort, og projekterne tog flere år, men det har været alle timerne værd.
Dette er min drømmehave!
