Om opskrifterne

Alle opskrifter på Mad og Have er nemme at følge, og der er ikke brug for overnaturlige knivevner eller et stort antal køkkenredskaber. Hver opskrift har et eller flere billeder, en ingrediensliste, beskrivelse af fremgangsmåde og ofte en lille historie om opskriften – hvor den er fra, eksempler på fryseevner, alternative ingredienser osv.

Der er også indikation af tid, både forberedelsestid og tid i ovn/gryde/fryser/grill, som gør det nemt at planlægge maden.

Alle opskrifter er opdelt i kategorier, f.eks. Opskriftstyper (supper, desserter, pålæg), Årstider (forår, summer, efterår, vinter) og Retter (morgenmad, desserter, snacks, hovedretter)

Det gør det nemt at finde inspiration. Hvis du leder efter en bestemt ret eller ingrediens, kan du bruge søgefeltet i topmenuen. Søger du f.eks. på ‘rødbede’, får du alle opskrifter eller blogindlæg, hvor ordet rødbede indgår.

Alle opskrifter er testet af mig og min mand, ofte adskillige gange. Nogle opskrifter er inspireret af andre opskrifter. Hvis det er sket, vil det være angivet i opskriften, eller der vil være et link til en restaurant, en kok eller hjemmeside. Langt de fleste opskrifter er dog mine egne, lavet gennem tiden eller via hukommelsen af en bestemt ret.

Gode råd

Jeg antager, du kender de mest almindelige retningslinjer for at bruge og opbevare fødevarer, heriblandt hvordan man undgår madforgiftning, stegetemperaturer m.m.

Mine bedste råd er:

  • Vask dine hænder jævnligt, når du laver mad – og tiere end du tror er nødvendigt
  • Tør dine rene hænder i køkkenrulle eller et viskestykke, der kun bruges til hænder. Brug aldrig viskestykket til andet
  • Skift karklud og viskestykker en gang om dagen
  • Hav minimum tre spækbrætter. Et til grøntsager, et til kød og et til brød/nødder/tørre ingredienser
  • Vask alle grøntsager, krydderurter og frugt grundigt
  • Undgå jord og sand i køkkenet
  • Hav altid råt kød adskilt fra andre produkter
  • Lær din slagter, købmand, fiskemand osv. at kende
  • Gør alle køkkenredskaber grundig rene, især ved syltning
  • Hold øje med mug, mærkelige lugte, overskredne datoer m.m.
  • Vær kritisk