Dyrkning af citrongræs

Nem dyrkning af citrongræs

Citrongræs er en uundværlig del af ingredienslisten, hvis man elsker mad fra Asien. Dens friske duft og citrussmag giver det asiatiske køkken en tydelig og vigtig smagstone og er især genkendelig i mange retter fra Thailand. Desværre kan det være svært at finde friske og sprøde stængler af citrongræs i handlen. Det kan man komme uden om ved at dyrke citrongræs selv.

Som med alle planter kan citrongræs dyrkes fra frø. De sælges flere steder online. At dyrke fra frø er dog en langsommelig proces, og drømmer man om en hurtigere vej til hjemmedyrket citrongræs, er der heldigvis en smutvej.

Det er nemlig nemt at få købt citrongræs til at gro, og med lidt tålmodighed kan man få fine store planter i løbet af 6-8 måneder.

Start gerne forspiring i det tidlige forår. Så er planterne klar til drivhus eller en lun solkrog i maj-juni.

Alt efter placering, varme og gødning kan man være heldig at spise de første hjemmedyrkede stængler allerede i sensommeren. Men planterne giver glæde lang tid inden med sin fine duft af citrongræs, når man rører græsset.

  1. Find det mest friske citrongræs
  2. Forspiring af citrongræs
  3. Omplantning i jord
  4. Udplantning til drivhus eller solkrog
  5. Gødning og vanding af citrongræs
  6. Høst af citrongræs
  7. Overvintring

1. Find det mest friske citrongræs

Citrongræs kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder, men der kan være stor forskel på friskheden – alt efter hvor stort kundegrundlaget er.

Bor du tæt på en asiatisk købmand, er det en fordel at spørge her først. De har som regel en stor mængde kunder og får derfor tit friske leveringer. Spørg eventuelt efter dato for levering, så du kan hente dem, når de er mest friske.

Jo friskere udgangspunkt, jo hurtigere spirer det og jo højere spireprocent.

Kig efter citrongræs med en klar grøn farve og uden begyndende brune eller tørre områder.

2. Forspiring af citrongræs

Citrongræs har behov for at danne rødder, inden de kan plantes i jord. Det opnås ved at forspire stænglerne i vand. Forspir gerne et par stykker mere end du har brug for. Det er ikke altid, alle stængler spirer.

Start med at skære 1-2 mm af stænglernes bund, så snittene er friske. Du kan også skære af toppen, 3-5 cm. Det er især gældende, hvis stænglerne virker lidt tørre. Græsarter vokser altid fra midten og ud, og er toppen tør, vil en renskåren top gøre væksten nemmere.

Sæt stænglerne i et glas med 2-3 cm vand, gerne i solrigt vindue. Skift vandet et par gange om ugen. Har du fået fat i helt friske stængler, vil du allerede dagen efter kunne se en vækst fra midten, måske endda på flere millimeter.

Forspiring af citrongræs
Hvis citrongræsset er frisk fra starten, vil du allerede efter en uge se stor vækst i top og små fine rødder.

Alt efter hvor frisk stænglerne er, vil du kunne se små spirer fra bunden i løbet af få dage eller få uger. Gå ikke i panik, hvis der er ikke er spiring inden for kort tid. Det kan tage op til en måned, hvis udgangspunktet er ældre stængler.

Når citrongræssene har dannet fine, lyse rødder på 3-4 cm længde, er det tid til at plante ud i jord.

3. Omplantning i jord

Fyld mindre potter af ler eller plastik med jord. Citrongræs elsker næringsrig jord, så brug gerne blomstermuld. Placér en stængel pr. potte.

Sørg for at rødderne er dækket af jorden, men pas på med ikke at sætte stænglerne for dybt, kun ca. 1-2 cm under overfladen. Pres jorden let sammen om rødderne, så der er god jordkontakt. Vand godt og støt gerne græsset med en blomsterpind.

Vil du give de nye planter den bedste start på livet, så sæt dem i et minidrivhus eller lignende, der kan holde på fugten, indtil planterne har dannet flere rødder. Har du ikke et minidrivhus, så kan det sagtens klares med transparent plast.

Alt efter størrelse på plastpose, så træk en pose over en til to potter, så der dannes et lille drivhus. Fiksér posen med en elastik eller garn. Klip herefter et lille hjørne af posens top. Det lille hul sørger for udluftning. Uden dette risikerer du, planten rådner.

Hold jorden fugtig men ikke drivvåd, indtil planten begynder at vokse. Minidrivhuset kan undværes i løbet af et par uger.

4. Udplantning til drivhus eller solkrog

Drivhus

Når temperaturen er ca. 10 grader om natten, kan de små planter ompottes og sættes i drivhuset. Det plejer være i slutningen af maj eller start juni.

Citrongræs kan sagtens dyrkes i store potter, men det er vigtigt, de kan indeholde en stor mængde jord, der kan mættes af vand. Citrongræs skal helst have fugtig jord hele tiden, så er potten for lille, tørrer jorden for hurtigt ud.

Det nemmeste er dog at dyrke græsset i kapilærkasser. Kapilærkassen kan indeholde op til 50 liter vand og kan derfor klare vanding i både forlængede weekender og ferier.

Sæt en plante i hvert hul. Dog max. 2 planter pr. kasse, da de bliver ret store.

Solkrog

Har du ikke et drivhus, kan du sagtens dyrke citrongræs alligevel. Guidelines er de samme som for drivhus. Det vil sige ca. 10 grader om natten og fuld sol og varme om dagen.

Det betyder som regel, planterne kan flyttes udendørs i løbet af juni måned.

Sæt planten i en solrig og varm krog, gerne beskyttet fra den værste vind.

5. Gødning og vanding af citrongræs

Gødning og valg af jord

Citrongræs elsker næringsrig og fugtig jord. Brug derfor ikke såjord, kaktusjord eller lignende, men en god muld med masser af kompost og næring.

Blomstermuld er udmærket, hvis du har planterne i potter. Det samme er plantesække, hvis du dyrker i kapilærkasser, men sammenlign gerne flere produkter, da der kan være stor forskel på kvaliteten.

Nogle uger efter udplantning, er det tid til at gøde første gang. Brug gødningspinde, komposteret møg eller flydende gødning, f.eks. gødning til drivhusbrug. Bruger du flydende gødning, så gød ved hver anden vanding.

Citrongræs kan godt vokse uden tilføjelse af gødning, men planterne bliver større og flottere med.

Vanding

Planterne foretrækker let fugtig jord, ikke våd jord. Det er vigtigt, jorden er veldrænet.

Den naturlige væskeform er tuelignende, og med de rigtige vækstbetingelser kan de blive op til 1,5 meter høje. I Danmark bliver de dog sjældent mere end 60-80 cm.

Hold godt øje med planterne og sørg for, de er tilpas fugtige. Citrongræs kan godt holde til at tørre let ud, men de begynder hurtigt at visne i græssets spidser.

Dyrkes citrongræs i drivhus, hvor varmen er høj, kan du med fordel bruge kapilærkasser eller et vandingssystem.

Dyrkning af citrongræs
Citrongræs dyrket i kapilærkasse i drivhus. Disse blev forspiret indendørs i marts. Første høst var i midt august.

6. Høst af citrongræs

De første stængler kan høstes efter ca. 6 måneder, hvis forspiringen begyndes i februar eller marts, og planten er passet med vand og varme.

I starten vil planten vokse som en lille græstue med meget tynde strå. Hen over sommeren bliver stråenes base langsomt tykkere og tykkere, samtidigt med der dannes flere og flere skud langs siderne.

Du kan løbende høste lidt af bladene til en frisk kop te, men den sjoveste høst er, når man plukker den først stilk og bruger den i maden.

Høst citrongræs ved at knække stænglerne af nede ved basen. Brug evt. en kniv, hvis klumpen er meget fast og undgå at få for meget rod med.

Rens stænglen ved at klippe stråene af og fjerne et stykke af basen samt de yderste blade.

Efter rensning, brug citrongræsset i maden eller frys stænglerne ned.

Nyhøstet citrongræs
Nyhøstet citrongræs inden soignering.

7. Overvintring

Citrongræs er en flerårig plante, hvis ikke den udsættes for frost. Tag planten ind i løbet af efteråret og sæt den et lunt, men ikke varmt, sted. For nemmere opbevaring, så høst et antal stængler og forspir dem til næste års planter.
….

Vidste du?

Citrongræs har en sød og frisk citronsmag men ingen surhed. Citrongræs indeholder nemlig masser af citronolie, men ingen citronsyre.

,

One Response to Nem dyrkning af citrongræs

  1. Cille 9. april 2021 at 5:29 am #

    Dejlig artikel, med en masse gode tips og tricks 😊 Jeg er i gang for andet år nu.

Skriv et svar