Høns i haven
Det er svært at være andet end glad, når der er høns i haven. De kan være ufrivilligt morsomme, meget snakkende, på samme tid meget snu men også de dummeste dyr i hele dyreriget, og de kan hakke på hinanden men også udvise stor betænksomhed.
Det første kuld daggamle kyllinger, vi købte, bestod af 13 små dunede mirakler fra Hellevad. Hellevadhønen er en økologisk opdrættet høne og en god æglægger.
Jeg døbte dem alle: Batman (var helt sort), Robin (havde maske omkring øjnene), Pingu (havde en lysere markering på brystet) osv. uden hensyn til, om de var hanner eller hunner.
13 kyllinger skulle vise sig at være lige i overkanten. Jeg havde heldigvis købt blandede kyllinger, og en del viste sig at være haner, så de blev senere slagtet og smidt i suppegryden. Problem med overbefolkning løst.
Vi har primært haft Hellevad-høner, netop fordi de er gode æglæggere. Jeg syntes dog, de blev kedelige i længden, da de kun fås i brun, sort og hvid, og jeg besluttede derfor sidste år, vi skulle prøve en anden race. Det endte med en flok halvstore kyllinger af ukurante dværghøns. De er meget smukke med deres blandede farver, men man skal lige vænne sig til, æggene nogle gange kun er halv størrelse af Hellevadhønens.
Da nogle af dværghønsene døde, blev de erstattet af hvide høns fra Hellevad. De er modige – meget mere end dværghanen – og meget madglade. Hanen prøver sit bedste at holde styr på tropperne, men det er svært, når de hvide er meget egenrådige og til tider foretrækker at rode efter orm end at følge efter ham. Det resulterer som regel i en ordentlig skideballe af ham og lidt rykken i fjerene. Det skal siges, at de Hellevad-haner, vi har haft, har været nogle rigtige mandfolk. Dem kunne hønsene ikke løbe om hjørner med.
Hønsene bor i et hønsehus – en gammel hesteboks med betongulv. De har siddepinde, redekasse, sand på gulvet, mad, vand og altid fri adgang til hønsegården. Om sommeren går de som regel uden for hønsegården fra morgen til aften, men vi har for vane at lukke lågen til hønsehuset om aftenen, så hanen ikke sidder i sit træ kl. 03 og galer. Hønsene søger selv ind i hønsehuset, når der begynder at blive mørkt.
De får altid fuldfoder, et produkt der indeholder alle de stoffer, de har brug for. Dertil får de hvedekerner, tørrede majskerner og ærter, og knuste strandskaller. Majskernerne er favoritten.
I hønsegården er jorden helt bar. De ripper simpelthen jorden for alt spiseligt. Vi har dog lavet en kasse overdækket med hønsenet. I kassen har vi lagt græs. Det betyder, hønsene kan stå på hønsenettet og spise det græs, der vokser sig langt, men de kan ikke slå græsset ihjel. De har også en sandkasse, hvor de kan pudse fjerene, og et siddetræ.
Høns lægger i gennensnit knapt et æg hver dag – eller rettere sagt, 5 høns lægger i snit 4 æg hver dag. Det er mere end rigeligt til en almindelig familie.
Æggene tager farve efter, hvad hønen spiser. Har den adgang til grønt, orme og insekter, bliver blommen næsten hel orange. Man kan tro, at alle økologiske høns giver flotte gule æg, men selv købte økologiske æg har ikke den samme flotte farve i forhold til dem, man selv henter i hønsegården.
Det er ikke nødvendigt med en hane. Høns har ikke brug for en hane for at lægge æg. Det sker helt af sig selv. Men jeg vil altid råde til, der er en hane i flokken. Jeg har oplevet, der går for meget hønsegård i den, hvis flokken kun består af høner. De opfører sig simpelthen som teenagepiger, der rykker hinanden i håret hele tiden.
Høns er flokdyr og sociale dyr. Visse racer kan blive meget tamme, men jeg tror, opvæksten betyder lige så meget som racen. Vænner man kyllinger og høns til, man er hos dem i hønsegården og gerne fodrer dem, udviser de stor tillid. Vi har haft høns, der var så tamme, de sad på skødet af en for at få lidt græs, men vi har også haft høns, der aldrig blev tamme – fordi vi ikke tog os tid til at være hos dem. Men første gang man håndfodrer en høne, er det svært at lade være med at smile.
Høns siger, som alle ved, gok, men har man ikke haft høns før, er det ikke sikkert, man ved, at de kan sige gok på rigtigt mange forskellige måder.
- Når et æg er lagt, kan man høre en stolt gokken. Nogle gange spreder glæden sig, og det ender med alle høns inklusiv hanen gokker lystigt i flere minutter.
- Hanen har en helt speciel gokken, når han har fundet en lækkerbisken, han gerne vil give væk. Begynder han at gokke sådan, kommer alle høns løbende, uanset hvor langt væk de er.
- De har også et pas-på-gok. Det udløses som regel, hvis en rovfugl flyver over hønsegården, eller de bliver forskrækkede.
- Går jeg ud af hoveddøren, har de en speciel gokken, der skal gøre mig opmærksom på, de gerne vil lukkes ud af hønsegården.
Sådan kan man blive ved. Det tager et stykke tid at lære hønse-sproget at kende, men kan man det, er man godt rustet – det er nemlig universelt hos alle høns.
Den blinde høne
Vi har efterhånden haft en del høns gennem de sidste 7 år, men den jeg husker allerbedst er den blinde høne.
Hun var sund og rask som kylling men blev gradvist mere og mere blind i løbet af et års tid. Hun var social og et rigtigt flokdyr men elskede også at gå for sig selv, og vi spekulerede derfor ikke på, der kunne være noget galt, når hun gik alene på græsplænen. Det var først, da hun begyndte at gå ind i ting, vi fandt ud af, noget var forkert.
Vores hund har altid været lidt sky i forhold til hønsene, og allerede dengang så hun lige igennem hønsene, hvis hun kom til at kigge på dem. De var og er simpelthen usynlige i hendes verden.
Den blinde høne forvildede sig ofte til hen på pladsen foran drivhuset for at rode efter orme ved jernkanten, og sad vi derhenne i stole, kom hun nogle gange til at gå ind i et stoleben. En dag stod hunden i vejen, og hønen gik ind i benet på hende. Hunden, der hverken kunne mærke eller se hønen, stod bomstille, og hønen, der ikke anede, den stod foran en 40 kilo tung hund, blev bare stående. Jeg tror, det var de længste sekunder i hundens liv, mens den bare stod og ventede på, hønen skulle forsvinde.
På trods af blindheden var hun tillidsfuld, og så længe man brugte stemmen i nærheden af hende, blev hun aldrig forskrækket. Hun vænnede sig til at blive båret ind og ud af hønsegården, og fordi hun ikke rendte ret langt og var nem at fange igen, lukkede vi tit hende ud alene. Hun fandt masser af orme og blev forkælet af hanen, der altid kom med lækkerier til hende. Selv de andre høns, som generelt altid er hurtige til at lave en hakkeorden, respekterede hende og lod hende være.
De nyeste indlæg fra haven
Nem dyrkning af citrongræs
Citrongræs er en uundværlig del af ingredienslisten, hvis man elsker mad fra Asien. Dens friske...
Spiser høns dræbersnegle?
Søger man gode råd på nettet til at komme af med dræbersnegle, mangler der ikke...
