æg_Mad-og-Have

Påskeharen er kommet

Nok tror mange i Danmark ikke på påskeharen, og at den kommer med æg, men det er lige før, jeg bliver troende, når jeg ser den store mængde, der er kommet, mens vi har været på ferie i en uge.

Billedet viser 28 æg, men der var reelt 39. Ret godt klaret af 7 høns på 8 dage. De to dværghøns er ikke længere så aktive, og de tre af de fem Hellevadshøns er heller ikke så rutineret i æglægningens kunst, da de er kyllinger fra sidste år. Jeg skal dog lige love for, de er kommet op i gear nu.

Normalt har vi næsten ingen æg om vinteren, da der er for mørkt, og æglægningen simpelthen går helt i stå. I år har vi dog løbende modtaget nogle stykker. Måske fordi vinteren kun var rigtig slem i ca. 2 uger her i Nordjylland?

Men nu er foråret åbenbart kommet, og æggene vælter bogstaveligt ud, så det er med at finde på flere måder at spise æg på. Blødkogte og hårdkogte æg kan vist ikke længere gøre det. Jeg har derfor store planer om at udvide mit ægge-repertoire den kommende tid. Glæder mig!

Jeg bliver for resten altid i godt humør, når jeg ser de små, alsidige guldklumper. Ikke to er ens. De er hvide, brune, beige, store, små, ensartede, fregnede, buttede, ovale – ja, jeg kan blive ved. Noget helt andet, end de ti ens man køber i supermarkederne. Så jeg siger det lige igen, køb en høne eller to.

Vil du vide mere om, hvordan man passer høns, så følg linket her.

No comments yet.

Skriv et svar