I fire uger har jeg drømt om medaljer. Ikke den slags man hænger om halsen, men dem fyldt med fløde, creme og syltetøj.
Medaljer får mig altid til at tænke på min barndom i 70’erne og 80’erne. Dengang var man ikke fedtforskrækket, og skulle der hygges med bedsteforældrene, stod der ofte flødekager på bordet. Der var gåsebryst, kartoffelkage, kager med butterdej osv., men det er medaljerne, jeg husker bedst. Sprøde mørdejsbunde, blød kagecreme, lidt syltetøj og så ellers masser af flødeskum.
Med minder og drømme friske i hukommelsen, gik jeg derfor i sidste uge igang med at lave medaljer. Jeg lavede kagecremen dagen før brug. Hjemmelavet kagecreme er helt fantastisk og kan ikke roses nok. Borset fra nedkølingstiden tager det ingen tid at lave en kagecreme, og har man først én gang prøvet at lave creme og fået styr på processen, så laver man aldrig en kagecreme fra pulver igen. De to ting kan og må aldrig sammenlignes.
Mørdejsbundene blev også lavet dagen før. De blev efter afkøling gemt i en lufttæt kagedåse, og selv her 5 dage efter bagning, er de stadig fine og sprøde.
Når først creme og bunde er lavet, går det stærkt med at samle kagerne. Flødeskum formet som en rede. Lidt syltetøj og creme i hullet, og så ellers låg på.
Jeg var i et tøset humør, så mine medaljer blev pyntet med lyserød glasur og frysetørrede hindbær, men det kunne lige så godt have været chokolade og friske jordbær, eller glasur og chokoladesnirkler.
Jeg lavede med vilje mine medaljer små og fine. På den måde får man lige akkurat nok til, man har lyst til én mere, men man ved, at spiser man flere, vil det være for meget. Kunsten er derfor at nøjes med den ene.
Ingen kommentarer endnu.