Det er koldt, og jorden er stadig alt for våd, men der er nu alligevel noget magisk over årets første dag, hvor man bevæbnet med rive, havesaks og -handsker går på angreb på det ukrudt, man lykkeligt hele vinteren har glemt eksisterende.
I mit tilfælde skyldes det først og fremmest mine stauder omkring drivhuset. Langt de fleste er begyndt at spire, og det er simpelthen nemmere at beskære de visne grene, inden skuddene kommer for langt frem.
Når man så alligevel kravler rundt på jorden, er det nemt at tage det værste ukrudt. Af erfaring ved jeg også, at det forspring man får nu ved at fjerne ukrudt, lønner sig senere. Det er dog en umulig kamp, og når vi når sommermånederne, står der igen 1-1. Men det er flot og nemt indtil da.
For mig er der noget næsten meditativt ved at luge ukrudt. Som en svømmer der koncentrerer sig om næste åndedræt og svømmetag, fokuserer jeg på det næste stykke ukrudt, mens hænderne automatisk arbejder. Er det ukrudt? Kan det komme på komposten, eller skal hønsene have det? Er det en ny slags i haven og i så fald, hvor kommer det fra? osv.
Som en sportsudøver kræver det lidt træning at luge. Ryggen har ikke været bukket hele vinteren, og knæene har været forskånet for hårde underlag. Det gælder derfor om ikke at blive grebet af stemningen, men kortvarigt nyde de lyse timer er blevet længere, fuglene synger, og det ikke varer længe, inden der igen er spirer i haven.
No comments yet.