Tid til at så chilifrø

Tid til at så chilifrø

Det kan virke underligt at begynde sine frøindkøb allerede nu, mens sneen stadig ligger i haven, og temperaturen svinger omkring 0 grader, men vil man have flotte chiliplanter til sommer med et stort udbytte, kan det være en fordel at starte allerede nu.

Chilifrø er lang tid om at spire og forholdsvis lang tid om at udvikle sig, så jo før jo bedre.

Så chilifrøene i så- og priklejord. Det er vigtigt, jorden ikke er gødet. Fyld plastikbakker eller små potter næsten op med jord, læg frøene i og dæk dem med en smule jord, ca. halv cm. Vand med en vandforstøver og dæk bakken med folie eller gennemsigtigt plast, så fugten holdes i minidrivhuset.

Chilifrø kræver høj varme for at spire – mellem 22 og 32 grader alt efter chiliart – så stil bakken i stuen, hvor der er godt varmt, f.eks. ved en radiator.

Vand med forstøver en gang om dagen. Frøene vil spire efter 10-25 dage.

Når frøene er spiret, fjernes folien, og bakken sættes i vindueskarmen. De små spirer skal ikke stå så varmt som tidligere, så find en vindueskarm, hvor radiatoren ikke kører på fuld knald nedenunder. Vand stadig dagligt med forstøveren.

Er flere frø sat i samme bakke, kan spirerne plantes om i separate potter, når de har fået de første 4-6 blade.

De små planter behøver derefter ikke længere at blive vandet hver dag. De kan sagtens tåle at tørre i overfladen. Sørg for at potte om, når planterne vokser sig store.

Når planterne begynder at sætte små blomster, så fjern de første syv. Det er et gammelt husgeråd, der sikrer, at planterne er godt etableret, inden de skal bruge kræfter på at danne frugter.

Midt eller sidst i maj, når nattetemperaturen ikke er under 8 grader, og jordtemperaturen helst er over 14 grader, plantes chiliplanterne ud i drivhus. Efter to uger kan planterne begynde at gødes.

No comments yet.

Skriv et svar