For 15 år siden var jeg i Thailand i 3 måneder. Turen handlede egentlig kun om afslapning, klatring og dejligt vejr, men det skulle vise sig, at det, der gjorde størst indtryk, og det jeg i dag husker allerbedst, var maden. Mødet med aromatiske, velsmagende, søde, stærke, farverige retter – morgen, middag og aften.
Faktisk tror jeg, lysten til at lave mad og eksperimentere i køkkenet startede der. Jeg ville så gerne give min familie lidt af den oplevelse, jeg havde haft, og prøvede på bedste vis at genskabe nogle af de retter, jeg havde fået på turen.
Jeg skrev dagbog og har beskrivelser af dagene, hvor mange penge jeg brugte, hvor jeg tog fotos, og hvornår jeg sendte post hjem. (man kan lige ane en rød- og blåstribet luftpostkuvert i dagbogen)
Bagerst i bogen lavede jeg notater om maden. Jeg spiste oftest på et lille gadekøkken. Både fordi det var rigtigt billigt – 10-15 kr. for aftensmad – men ikke mindst fordi, jeg havde frit udsyn til spækbrættet og wokken. Så når jeg bestilte en gang fried rice eller phad thai, noterede jeg straks, hvilke ingredienser og hvor meget der blev brugt. Ofte lavede jeg også små tegninger, så jeg ville kunne huske det senere.
Retterne er simple, og langt de flest kan jeg huske udenad, men forleden havde jeg lyst til sweet and sour med ananas og kylling, og så var det frem med bogen. Jeg blev helt nostalgisk over at se de små tegninger. Bogen bærer præg af tidens tand og gamle madrester, men den er helt uundværlig og kan sagtens måle sig med de mange andre købe-kogebøger, jeg har.
Tiden har ændret sig, og jeg laver ikke altid dagbog længere på rejserne, men noget ændrer sig aldrig: Jeg noterer stadig ingredienser og lækre retter – kuglepennen er bare udskiftet med en smartphone.
No comments yet.