Grønkålssuppe med ærter

Grønkålssuppe med ærter er en lækker efterårs- og vintersuppe med masser fylde og den smukkeste grønne farve. Serveret med ristede kejserhatte, lidt fed creme fraiche og et godt brød, er suppen et lille kunstværk og en rigtig fin måde at spise grønkål på.

Grønkålssuppe kan for nogle være ret overvældende, men blandet med ærter bliver smagen rundere, og modsat en suppe lavet på ren grønkål, bliver farven helt grøn i stedet for brunlig. Duften bliver desuden dæmpet en hel del af ærterne og har derfor heller ikke den uskønne lugt af kål (prut), der mindsker appetitten en hel del.

Ældre versioner af grønkålssuppe er ofte lavet på suppe af gris. Denne version er lavet på hønsebouillon og derfor knap så kraftig. Erstat dog gerne med grøntsagsbouillon, hvis det skal være en ren vegetarret.

De ristede kejserhatte giver bid og en dejlig nøddeagtig smag til suppen. Kan du ikke skaffe kejserhatte, så brug champignon, kantareller eller andre svampe, der egner til at blive smørristede.

Bedømmelse

  • (5 /5)
  • 1 rating

Related Recipes